OBS! Alle billeder har indlagt vandmærke, for at copyright beskytte dem, derudover har de en max. bredde på 1024 pixels, hvor originalerne er på mellem 3500 og 6000 pixels.
ISLAND
Et af de absolut smukkeste steder min hustru og jeg nogensinde har besøgt. Landskabet på Island er meget anderledes, barskt og uforudsigeligt. Da landets geografi jo bærer præg af vulkansk aktivitet, er floraen og faunaen også bemærkelsesværdig. At rejse rundt på Island kan foretages primært i lejet bil, på motorcykel, med busser (private, offentlige), eller man kan udfordre sig selv på mountainbike. Vi så adskillge cyklister deroppe, men ifølge deres ansigtsudtryk var det en barsk omgang. Flere steder på Island er det direkte ufremkommeligt og her kan også vandreture være et godt og aldeles fremragende alternativ.
FRANKRIG
Vi er meget begejstrede for Frankrig, et af de absolut mest alsidige og smukke lande i Europa. Udover selvfølgeligt naturen og de kulturelle seværdigheder, er landet velsignet med en mad- og vinkultur udover det sædvanlige. Der er rige muligheder for at se alt fra moderne til oldgammelt. Vi interesserer os meget for kultur og specielt arkælologi, kunst og musik. VI elsker at vandre og har adskillige ture i “bagagen”
ITALIEN
Italien er et kapitel for sig, i forhold til alt hvad der har med kultur at gøre. En befolkning der er meget let at komme i kontakt med, selvom det er godt at kunne italiensk i den forbindelse. Glade, smilende og med humor og livsglæde. Mad og drikke, samt deres familie betyder alt. Fortidsarkæologi er der store mængder af, samt malerkunst. Vi besøgte nu et alternativt sted som hedder Damanhur, der er et meget spirituelt område. Rent faktisk er Damanhur en lille selvstændig stat i Italien, med egen møntfod. Det er et meget lille område rent fysisk, måske på størrelse med Amager.
MADEIRA
En vulkansk ø, der ligger langt nede ved vest Afrikas kyst, som hører ind under Portugal. Den er utroligt smuk, varieret i naturen og meget kuperet. Flere steder på øen er bjergsiderne så stejle, at man bør have en kyndig guide med. Det er direkte livsfarligt flere steder, at bevæge sig på egen hånd, pga. faren for nedstyrtning. Befolkningen er meget indadvendte, men søde og rare og altid klar til en lille sludder om løst og fast. Maden er fantastisk og specielt floraen på øen er fuldstændigt betagende om foråret, hvor alt udspringer. En meget anbefalelsesværdig ø at besøge. Klimaet er hele året omkring 20-25°C, dog kan der komme store mængder regn i marts-april måned.
RHODOS
En populær græsk ferieø, der ligger nedenfor Tyrkiets sydspids. Den største by er Rhodos by, som ligger på nordspidsen af øen. Den vestlige del af byen er meget turistpræget og restauranterne ligger side om side og giver tilbud om alt fra det græske køkken, men også nordisk og skandinavisk mad er på menuen. Ikke særlig køn del af byen og hvis man vil opleve den græske kultur, skal man tage ind til byen, hvor grækerne selv kommer. Rhodos ældgamle Borg-ruin – som ligger i den sydlige del af byen – er meget stemningsfyldt og meget godt besøgt. Ellers er Rhodos ø fyldt med ruiner og seværdigheder fra oldtiden. Man kan sagtens bruge 14 dage Rhodos.
TENERIFE
Øen er den største i ø-gruppen De Kanariske Øer. Det er en vulkanø og det højeste bjerg hedder El Teide, som knejser højt og er betagende med den hvide tinde. På den sydvestlige del af øen i byen Los Christianos er den langt overvejende største del af turismen beliggende og det kan godt være lidt overvældende og tætpakket. Det minder lidt om et tivoli og der er da også Lille Las Vegas, som er en mini-kopi af den store kasino-by i USA. Øen er utrolig flot og man bør sætte tid af til at besøge den, for der er meget at se. Vest for Tenerife ligger øen La Gomera, som også er en vulkan-ø. Besøg den ø, den er meget speciel, eventuelt med et par overnatninger. Tag på rundtur med den lokale turistbus, en stor oplevelse værd!
SPANIEN (Camino vandring)
I de senere år har Camino vandring i Nord Spanien været meget populært og vi besluttede os også for at prøve denne anderledes ferie. Vi havde da kun 14 dage dernede, men fik vandret 175 km. Det er muligt at få kørt sin tunge del af bagagen fra by til by på ruten, for et beskedent beløb og dette skal du benytte dig af, da du så ikke skal bekymre dig om ømme ben og skuldre, ryg. Du nyder turen markant meget bedre. Det var en ufattelig stor oplevelse og på ingen måder hårdt. Fuldstændig meditativ ferie, hvor man kommer helt ned i gear. Er du stresset, eller har du noget du roder med i dit liv? Så tag på en sådan ferie. Den lange rute er dog på 850 km, så du bør tage mindst 6-8 uger ud af kalenderen. Det er også en god idé at træne med gåture hjemmefra, cirka to måneder før ferien starter.
LINK til rigtig god side om Caminoen
THAILAND
Indbegrebet af Østens mystik, er blandt andet Thailand. Et eksotisk og virkeligt seværdigt land. Bangkok – som er hovedstaden – bugner af alt hvad hjerte og sanser kan begære og der er ingen tvivl om at det bliver en stor oplevelse, hvis du beslutter dig for at tage afsted. Det vel nok mest besøgte sted, er øen Phuket, som ligger sydpå, men efterhånden er den så overrendt og (vil thailænderne sikkert sige) befængt af turister. Det kan derfor være en god ide at besøge den nordlige del af landet, som efter vores mening også er den smukkeste. Thailænderne er meget søde, snakkesalige og gæstfri. Deres altid varme smil gør at man bliver så “glad i låget”, uanset hvor man kommer. Konflikter ser man helst ikke hos Thailænderne.
TYSKLAND
Vi besøgte byen Köln, primært for at se den imponerende Kölner Dom og superlativet er mildt sagt! Den ER imponerende og gigantisk stor. Selve byen byder på masser af dejlige caféer og restauranter, med god tysk og europæisk mad, samt selvfølgeligt også mad fra mellem- og fjernøsten. Tyskerne er lidt tilbageholdende rent socialt, indtil man begynder at snakke med dem. Ualmindeligt varme og behagelige og hjælpsomme og altid gode for et godt grin og humor. Danskerne ligner tyskerne meget, hvad man ikke umiddelbart skulle tro. Ellers er der mulighed for en tur op af Rhinen, med en af de mange både som afgår lige fra havnen.